Dragør
TUSO Dragør – et trygt og struktureret botilbud
TUSO Dragør er en afdeling under TUSO, godkendt efter Servicelovens §107 med plads til seks borgere.
Afdelingen henvender sig til voksne borgere med psykiske funktionsnedsættelser såsom sindslidelser, forandret virkelighedsopfattelse, personlighedsforstyrrelser, ADHD og tilknytningsforstyrrelser. Flere borgere kan have en uhensigtsmæssig adfærd og sociale udfordringer.
Der kan desuden være et sideløbende misbrug som udtryk for symptomhåndtering. Vi modtager ikke borgere med fysiske handicaps som primær problematik.
Fysiske rammer
Afdelingen er beliggende i et stille og roligt område tæt på både vandet, grønne områder og byliv. Her er gode muligheder for rolige gåture, fælles udflugter og adgang til indkøb, fitness og kulturtilbud. Huset er indrettet med seks lyse værelser, alle med egen udgang til terrasse eller have. Der er fælles køkken og stue, som danner ramme for fællesskab og sociale aktiviteter, men der stilles ingen krav om deltagelse – borgerne bestemmer selv tempo og niveau for samvær.
Hverdagen på Dragør
I Dragør arbejder vi med:
- Forudsigelighed og struktur som skaber tryghed i hverdagen
- Low arousal-tilgang og roligt miljø med plads til pauser og skærmning
- Tæt relationsarbejde gennem faste kontaktpersoner
- Individuelt tilpasset støtte til ADL-opgaver, sociale fællesskaber og konflikthåndtering
- Misbrugsforståelse som en del af helhedstilgangen
Støtte og takster
Støttebehovet tilpasses individuelt og kan gradueres inden for tre takstniveauer (3–5,5 ATA-timer pr. døgn). Det sikrer, at borgerne får præcis den støtte, de har behov for, og at indsatsen kan tilpasses undervejs i forløbet.
Vores mål
Formålet med opholdet er at skabe trivsel, udvikling og stabilisering, så borgeren får mulighed for at opbygge en meningsfuld hverdag med øget selvstændighed, sociale relationer og tilknytning til beskæftigelse eller uddannelse.